Medlemsbetingelser

BETINGELSER FOR MEDLEMSKAB


1. MEDLEMSKAB OG HELBRED

Brugere af Langhøj Fitness skal være fyldt 13 år. Børn fra 13- 15 år har adgang i følgeskab med forældre, også ikke-mobile børn i babylift o.l. er velkomne på forældrenes ansvar. For medlemmer, der ikke er fyldt 18 år eller er umyndige, skal medlemmets forældre eller værge underskrive medlemsaftale.


Træning i Langhøj Fitness foregår på eget ansvar. Hvert medlem er selv ansvarlig for, at eget helbred er i en sådan tilstand, at deltagelse i aktiviteter og brug af udstyr sker uden risiko.

Langhøj Fitness er ikke ansvarlig for personskader eller skader i øvrigt.


Medlemmer af Langhøj Fitness har pligt til, inden instruktørvejledning og træning påbegyndes,

at oplyse om legemlige problemer eller skader, der kan have betydning for udformningen af et træningsprogram. Instruktørtime er obligatorisk. Anvisninger fra instruktører skal altid følges.


2. PRISER

• 1 års medlemskab 1.800 kr.*

• ½ års medlemskab 1.000 kr.*

• 3 mdrs. medlemskab 600 kr.*

• Familiemedlemskab** 1 år: 2.600 kr.**

• Familiemedlemskab** ½ år: 1.500 kr.**


**Familiemedlemskab gælder alle i husstanden, der er fyldt 13 år. I husstanden medregnes hjemmeboende børn inkl. efterskoleelever. En husstand gælder i denne sammenhæng ikke bofællesskaber eller andre konstellationer, der ikke anses om en énfamiliehusstand. Ret henvendelse til bestyrelse ved enhver tvivl, før oprettelse. Der udleveres ét stk- nøglekort pr. familiemedlemskab. Medlemskab er inklusiv alle holdtræningstilbud.


Bemærk venligst, at betaling ikke automatisk stopper ved den tilmeldte periodes udløb, men at man som medlem selv skal melde sig fra på www.conventus.dk, hvis man ikke ønsker forlængelse af medlemsskab.

Afmelding skal ske senest 14 dage før medlemsperioden udløb.


Man kan framelde sig sit abonnement, mens man er i en periode, man har betalt for, uden det har indvirkning på den nuværende periode.

Hvis man ønsker at ændre periodens varighed fx fra 3 mdr til 1 år, skal man afmelde sig, og dernæst tilmelde sig igen på ny varighed, når den gældende periode er udløbet.

 

HUSK, at ændres dine personlige detaljer, som fx fornyelse af kreditkort, skal du selv sørge for at opdatere din automatiske betaling.


3. NØGLEKORT

Nøglekortet fungerer som medlemsbevis og nøgle til fitness-centeret. Medlemmer, som bruger Langhøj Fitness bliver automatisk registreret, når nøglen benyttes. Derfor skal du ved enhver adgang til centeret benytte nøglen, selv hvis døren står åben. Opdater nøglen ved boksen ved døren ved hvert besøg.  Forevisning af nøgle skal ske på forlangende af en instruktør eller bestyrelsen.


Medlemsskab og nøglekort er personligt, og enhver form for overdragelse til andre er ikke tilladt. Kortet må ikke udlånes/sælges eller benyttes af andre end medlemmet selv. Sker dette vil medlemmet blive ekskluderet omgående, og indbetalt kontingent refunderes ikke.

Beskadiges eller bortkommer et nøglekort, skal dette straks meddeles bestyrelsens kasserer.

For bortkomne nøglekort opkræves 100 kr.


Det er ikke tilladt at invitere ikke-betalende gæster ind i fitness centeret.


4. ÅBNINGTIDER

Åbningstider tilstræbes at være kl. 05.00-23.00 alle dage året rundt.

Der kan dog forekomme lukning i forbindelse med arrangementer i hallen. Lukning annonceres via opslag i fitness-lokalet samt på Langhøj Fitness  facebook-side og evt. her på hjemmesiden.

5. STANDSNING AF MEDLEMSKAB

Omstændigheder som fraflytning, sygdom, graviditet eller værnepligt kan være gyldige for standsning af medlemskab. Kontakt bestyrelsens kasserer for nærmere aftale.


6. DOPING/RUSMIDLER

Enhver form for indtagelse af doping og stoffer listet på Anti Doping Danmarks liste over forbudte stoffer er forbudt.


Rygning og indtagelse af alkohol og euforiserende stoffer samt færdsel i fitness-centeret i påvirket tilstand er ikke tilladt. Langhøj Fitness kan kræve, at medlemmer på forlangende lader sig teste for brug af ovennævnte stoffer. Brug af ovennævnte stoffer medfører øjeblikkelig bortvisning fra Langhøj Fitness, og kontingent refunderes ikke.


Langhøj Fitness er medlem af DGI og Anti Doping Danmark og kan derfor få uanmeldt kontrol.


7. TRIVSEL

Langhøj Fitness er røgfrit område. Rygning ud ad åbne vinduer er ikke acceptabelt. Vinduer i trænings-lokalet bedes så vidt muligt holdes lukkede af hensyn til ventilationskanalerne. Vinduer og terrassedøre må ikke bruges som udgang, og skal holdes fri til nødudgang.


Medlemmer skal selv rydde op efter sig og aftørre udstyr efter brug, således at der er klar til næste medlem. Ved op hold i centret skal mobiltelefoner være på lydløs, og samtaler må ikke føres i centret. Der kan undertiden forekomme kø ved enkelte maskiner, hvorfor medlemmerne bedes vise hensyn til hinanden i disse situationer.


Det pålægges medlemmer at følge gældende trivselsregler og at følge anvisninger, træningsmetoder

og anvendelse af udstyr, som skriftligt eller mundligt er henvist af instruktører og bestyrelse i Langhøj Fitness.


8. FORANDRINGER

Langhøj Fitness forbeholder sig ret til ændringer i åbningstider, og har ret til at vedtage

forandringer af lokaler og udstyr.

Langhøj Fitness forbeholder sig ret til prisændringer.


VELKOMMEN I LANGHØJ FITNESS

Brud på reglerne vil medføre bortvisning